Det er med afhængigheden af amerikansk tech, som det er med klimaet: Hvis det skal nytte noget, kræver det både regulering på regeringsniveau og personlig stillingtagen. I EU er man i fuld gang med en række reguleringer, som alle sammen hedder noget med Act. Digital Markets Act, Digital Services Act og Data Act er de tre, der skal styrke såvel europæiske uafhængighed som den enkelte borgers sikkerhed.
Arbejdet i EU har stået på en rum tid, men accelererer lige nu som følge af Trumps trusler og åbenlyse foragt for europæiske værdier. Herhjemme er virksomheder og organisationer for alvor ved at vågne op og indser, at EU regulering i sig selv ikke beskytter dem mod datamisbrug, fordyrede licenser og risiko for, at amerikanerne simpelthen bare slukker for datastrømmen. Vi er nødt til selv at gøre noget. Tage stilling og se os om efter alternativer.
Vi er klar
Mærker man efter på folkestemningen, bliver det ikke svært at opnå danskernes accept af ethvert initiativ i den retning. I december viste undersøgelsen ‘IT i praksis’, at ikke mindre end 85 procent af danskerne modsætter sig, at deres data bliver opbevaret uden for Europa. Samtidig siger 80 procent, at det offentlige skal prioritere digitale løsninger baseret på hjemlig eller europæisk teknologi. Så det er bare med at komme i gang, selv om det er svært, så længe vi lever i et af verdens mest gennemdigitaliserede samfund. Det meste af det med en amerikansk killswitch. Tænk bare på OneDrive, Word, Amazon Web Services og Google Workspace.
Og så var der det med den personlige stillingtagen. Eller med andre ord: Hvad vi hver især kan gøre for at skifte til alternativer til amerikansk (og kinesisk) software. Vi kan starte med at følge det franske eksempel og droppe Teams, når vi holder vores distancemøder. Men til de næste skridt mod uafhængighed skal der bruges mere tid og flere kræfter.
Ingeniørens Louise Olifent, der har skrevet om it og compliance i årevis, satte sig for at gøre forsøget og efterprøve, hvor bøvlet det i virkeligheden er. Og det tydeligste svar er: Er man kun sig selv, kan det gøres uden de store digitale krumspring. Der er gode europæiske alternativer derude. Men indgår man i et arbejdsfællesskab (læs videnarbejdsplads), bliver man tvunget ud i en række tidskrævende og ineffektive omveje. Det er ikke umuligt. Men det er alt andet lige nemmere, hvis hele arbejdspladsen rykker på samme tid.
Alle er bange - men få gør noget
Og det er bare med at komme i gang. Samme undersøgelse viste, at samtlige offentlige it-chefer, der er blevet interviewet til undersøgelsen, siger, at cyberangreb og manglende datasikkerhed er en risiko, der er vigtig at håndtere. Men kun 56 procent har ‘i høj grad’ gjort noget ved det. 72 procent af de offentlige organisationer ser en risiko for, at det digitale Danmark kan blive ramt af geopolitiske konflikter. Men kun 43 procent har flyttet kritiske data væk fra de amerikanske og over på europæiske servere.
Og de kan snart få ret. Forsvarets Efterretningstjeneste advarede i december om, at »USA nu bruger sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også over for allierede og partnere.« Igen: Det er bare med at komme i gang.
God påske!